24.10.2014

Addrr, det kan jeg ikke li'

Ak ja mere end en gang i ugen er det beskeden, når arvingerne stikker deres fine næser over bordkanten for at tjekke kogekonens menu ud. Indvendig transformerer jeg mig til en hekselignende skabning, der propper maden ned i halsen på de to utaknemmelige kræ, men udadtil forsøger jeg på yderst pædagogisk vis at forklare, at man ikke ved, om man kan lide maden før man har smagt på den. Jeg mener – når jeg har stået der i min ansigtsfodsved og forsøgt at lave lækker mad, så slår alt i mig flikflak når de to feinschmeckere ikke vil smage.
Jeg kan forstå på flere i min omgangskreds, at jeg ikke er alene om denne daglige kamp, og jeg ville ønske, at jeg lå inde med den hemmelige trylleformular til at få ungerne til at spise maden med stor appetit. Det gør jeg så altså ikke, men jeg har dog gjort mig den erfaring, at det at inddrage drengene i madlavningen og om muligt at digte en lille historie om det vi laver – eksempelvis at det er Kaptajn Klos sørøversværd (læs: kød på pind) hjælper meget på lysten til at smage. Generelt har alt hvad der kan sættes på en pind eller skæres i sjove former langt større succesrate. Men lets face it, det er bare ikke hver dag, at der er overskud til at transformere en omgang kødsauce og spaghetti til et mindre eventyr ej heller at få kartoflerne til at ligne Peter Plys (som om det nogensinde kommer til at ske), og så må reglen være den, at man skal smage på det…og her i hytten har mutti altså meget dårlig hukommelse, så selvom man ikke kunne lide menuen sidste uge, så kan det godt bliver serveret igen…og igen…og igen  - det kunne jo være at man havde ændret smag. 
I øvrigt vil jeg lige tippe jer om, at man hos kitchen4kids kan få en masse gratis smagsprøver på diverse inspirationsmagasiner samt udpluk fra en række børnekogebøger, og så kan man jo altså også købe nogle virkelig fine køkkenredskaber til børn, hvor sikkerhed og kvalitet er i top.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Åhh de kære børn! ;-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...