06/09/2014

September udfordring

Dette kunne lyde som starten på et indlæg, om at jeg ville træne op til et maraton eller noget andet ekstremt. Bare rolig det er det ikke – langt fra faktisk. Jeg har givet mig selv den udfordring, at jeg hver anden dag skal lave en eller anden form for motion. Jeg forstår godt, hvis der er nogle i blandt, som ryster på hovedet over, at det skulle være en udfordring – men det er det altså for mig. Jeg har utallige gange startet op med løb (selvom jeg synes, det er vildt kedeligt) og selvom jeg egentlig kunne løbe ok langt og havde luft og overskud til det, så er jeg hver gang endt ud med skader, og så har jeg mistet motivationen og troen.
Derfor meldte jeg mig sidste år ind i den lokale fitness-klub, og jeg var også god til at komme afsted i starten (læs: de første 14 dage), men så blev det bare ligesom ikke til mere, og nu er medlemskabet nærmere et sponsorat. Jeg vil gerne spinne, men holdtiderne ligger mellem 17.30-19.00, og så højt prioriterer jeg ikke mig selv. Vi er først hjemme samlet alle fire kl 17.30 og drengene puttes ca. 19-19.30 hver aften, og så vil jeg ikke smutte en til to gange i ugen i dette tidsrum. Ikke at de vil tage skade af det, men jeg synes det er vigtigt, at være der mest muligt i deres vågne timer. Så facit er, at jeg ikke laver en dyt fysisk (altså medmindre motion af strikkepinde og mundtøj tæller med), og jeg kan mærke, at jeg har behov for at lave noget fysisk for at få mere overskud og alle de andre fordele der følger med.
Så hvad er det jeg vil i september?
Jeg vil udfordre mig selv til, at jeg minimum hver anden dag skal røre mig. Det være sig en kort løbetur, cykeltur eller gåtur med hunden eller en tur i fitness. Alt tæller, og det er ikke distancen, antallet af forbrændte kalorier, der er målestok for om jeg fuldfører. Det er udelukkende antallet af gange jeg har været aktiv.
31 dage i september/2 = 15,5 nedrundet (naturligvis) til nærmeste hele tal altså femten gange. Vi har d. 6. september i dag, og jeg har kun været afsted afsted på en enkelt gåtur og én løbetur (billedet er taget efter dagens løbetur i let regn -  det gik meget bedre end ventet), så jeg skal nå 13 gange mere inden oktober – sæt i gang!
Psst…der skal selvfølgelig være en form for gulerod, og den var sjovt nok den nemmeste at definere, så hvis jeg fuldfører min udfordring, så får I at se, hvad guleroden er.



1 kommentar:

Simone Østergaard sagde ...

Du har bare og gennemføre, for jeg vil vide, hvad den gulerod er :D

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...