03.09.2014

Høstjakke bliver til nytårsjakke

Som jeg har vist på Instagram, så har jeg kastet mig ud i at strikke den meget populære høstjakke. Jeg har længe gået og sukket efter den, da den opfylder alle krav til en lækker chunky strik, som jeg helt sikkert kommer til at flytte ind i permanent, når den bliver færdig. Dog må jeg være realistisk og med det samme konstatere, at det ikke bliver til denne høst, den er færdig. Ærlig talt er jeg ikke sikker på, at det bliver på denne side af nytår, men nærmere engang inde i det nye år. Jeg har en del andre projekter på pindene, som haster mere, og så er jeg jo ikke en str. small (læs: str.L), så der er laaaangt hele vejen rundt, og med mine knap 179 cm, så er der også langt fra den ene ende til den anden. Men jeg er så overbevist om, at det færdige produkt bliver godt, så jeg skal nok få den gjort færdig før eller siden.

Garnet til jakken har jeg købt ved garnudsalg, som jeg besøgte i ferien. Det er bestemt et sted, som jeg kun kan give de varmeste anbefalinger. De er virkelig søde til at hjælpe, og de har de lækreste og billigste garner. Det er ikke sidste gang, jeg har været forbi – faktisk har min søster og jeg allerede aftalt, at vi gerne må køre derop minimum én gang om året – måske to, hvis vi er rigtig dygtige. Rundpinden jeg bruger er Addi Lace turbo, som jeg havde læst meget godt om ved rappedikke, og efter selv at have haft dem i hænderne, må jeg konstatere, at vi er venner for livet, og at det bliver et dyrt bekendtskab, for jeg kommer ikke til at bruge andre pinde efter at have prøvet disse. Garnet flyver hen over pindene uden at hænge fast, og de spidse ender gør det let at fange garnet. Desuden er de meget lette og derfor ikke så anstrengende at arbejde med.


Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...