Hjemmeavlede lækkerier

Den anden aften havde jeg inviteret min søster på aftensmad og efterfølgende strikke/snakke aften. Svogeren var på forretningsrejse, og hun er en taknemmelig gæst - hun elsker mad (familesvaghed) især mad, hun ikke selv skal lave. Da det kan være lidt svært at få det hele til at gå op i en højere enhed på hverdage skulle menuen være nem og lækker, og så ville jeg gerne have brugt nogle af alle de tomater, som drivhuset beriger os med netop nu. Derfor faldt valget på hjemmelavet tomatsuppe - nemt, lækkert og spækket med en masse gode vitaminer. Da jeg skulle til at snitte grøntsagerne, slog det mig, hvor meget det betyder for mig, at jeg kan gå ud i egen have og hente en masse lækre grøntsager. De er  ikke blevet sprøjtet med en masse gift for at skinne eller fragtet flere tusind kilometer inden de lander på mit køkkenbord - de er alle, mere eller mindre succesfuldt, blevet avlet med kærlighed på et lille stykke af denne jord, som er mit, og hvor naturen får lov at gå sin gang. Det er en kæmpe tilfredsstillelse, og jeg nyder at kunne tage drengene i hånden og gå i køkkenhaven og hive sprøde og skæve gulerødder op, plukke hindbær fra busken og se hvordan rødbeder, porrer og løg vokser sig større og større. Inden der går for meget bonderøv i den, så lad os vende tilbage til tomatsuppen. Den blev så lækker, og da jeg bildte drengene ind, at det var Spiderman suppe, så gled den også ned ved Gustav. Magnus var ikke overbevist, så han valgte at stille sulten med det tilhørende brød.
Opskrift kan jeg desværre ikke give jer, men den bestod af grøntsagerne på billedet, lidt hvidløg, en peberfrugt, grøntsagsbouillon og salt og peber. Desuden havde jeg ristet noget bacon og stegt nogle kyllingestykker (gemalen mener ikke, at suppe uden kød er rigtig aftensmad). Tilbage er der kun at sige: Velbekomme!