25.12.2014

Årets absolut hyggeligste dag

Så er der kommet liv i hytten efter en superhyggelig juleaften, som bød på masser af grin, besøg af julemanden og nogle indpakkede lækkerheder under træet ( det må lige blive i et senere indlæg, at I får indblik i årets gavehøst).
I dag er uden sammenligning årets bedste dag – jeg glæder mig hvert år til 1. juledag, for jeg synes den er magisk, og dagen blev kun endnu bedre, da vi vågnede op til et snedækket landskab. 
I modsætning til mange andre så har vi overhovedet ingen planer denne dag – det eneste vi skal i er at hygge os med nybagte boller, stempelkaffe, konstruktion af div. LEGO-gaver, julefilm (og godter) og en forfriskende gåtur – intet andet! Alt dette skal (måske lige undtaget gåturen) foregå i nattøj og morgenhår.
Vi valgte allerede inden vi fik børn at videreføre ”traditionen” fra min familie, hvor denne dag var helliget familien. Min mor og far takkede nej til diverse familie-julefrokoster, og jeg kan huske, hvor hyggeligt det var, og hvor glad jeg var over, at vi ikke skulle ud af døren. Vi havde hele dagen til at lege med de nye fine ting, vi havde fået i gave og min mor og far legede med os og vi nød det alle sammen.
Nu vil jeg tilbage til min familie og nyde resten af dagen sammen med dem offline og afslappet.
Glædelig 1. juledag til jer alle…

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...