Vi har længe taget tilløb til, at drengene skulle af med sutterne. Jeg er sikker på, at mange ryster på hovedet, når de hører, at de stadig får en sut, når de skal sove og hvis de skal trøstes, men det har fungeret for os. Men nu skulle det være, og det skulle gøres på den rigtige måde.
I byen hvor vi bor ligger der en gammel mølle, hvor hele byen hvert år mødes i starten af december for at vække julemanden, så han kan komme med i juleoptoget. Af samme grund er Gustav og Magnus overbeviste om, at julemanden sover i møllen året rundt på nær nogle korte svipture til Grønland for at lave legetøj. Derfor var det selvfølgelig også ved møllen, at sutterne skulle afleveres sammen med et brev, hvor de fortæller julemanden, at de ikke længere har brug for sutterne. Desuden indeholdt brevet en (LANG) ønskeseddel til juleaften.
Det er så fantastisk at se, hvor meget børn kan leve sig ind i en fortælling, og man ligefrem kan se i de små ansigter, at hjernen kører på højtryk og fordøjer og analyserer det man fortæller.
Da vi kom hjem fra møllen havde julemanden været effektiv og havde allerede været en tur forbi og sørme så om han ikke havde de ting der stod øverst på ønskesedlen med?!
Indtil nu er det gået fint, sutterne er ikke glemt men gaverne var så gode, at de fungerer som erstatning...men jeg er spændt på om savnet (og efterspørgslen) bliver vækket når man er allermest smadret efter en lang dag i børnehaven. Men nu er beslutningen truffet, og så må jeg håbe, at de kan finde trøst i de nye bløde kanin-tøjdyr, som julemanden havde givet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar